Forside billeder

Færøerne 2006

Billeder:

Alle billeder

Dag 1 Ankomst Torshavn Lejlighed mv.        
Dag 2 Torshavn Olai-aften          
Dag 3 Kirkjubøur Olai-dag          
Dag 4 Suduroy            
Dag 5 Mykines            
Dag 6 Vestmanna            
Dag 7 Sandavagur Midvagur Nolsoy        
Dag 8 Kaldbak Saksun Tjørnuvik Strendur Toftir    
Dag 9 Rituvik Lambi Elduvik Gjogv Eidi Sydrugøta Fuglafjørdur
Dag 10 Vidareidi Kunoy Klaksvik Leirvik Kambsdalur    
Dag 11 Torshavn            

Rejsedagbog:

 

Dag 1: Ankomst, Torshavn og lejligheden.

Tidlig torsdag morgen kørte Leif os i lufthavnen, så vi kunne være der de anbefalede 2 timer før afgang. Selvfølgelig var der hverken kø ved check-in eller sikkerhedschecket, så vi havde rigelig med tid til morgenmad og til at ose i butikkerne i lufthavnen.
Til vores store overraskelse regnes Færøerne som ikke-EU land, selv om de er en del af rigsfællesskabet, så der var mulighed for køb af toldfri varer. Vi nøjedes dog med at købe lidt vin til eget forbrug.

Efter en 2 timer og 15 minutters flyvetur blev der lagt an til landing. Vejret var rimelig klart, så vi kunne allerede under indflyvningen få et indtryk af, hvad der ventede os de næste 11-12 dage.
Lufthavnen på Vagar er så lille, så inden vi havde set os om, stod vi ude foran informationen i ankomsthallen og købte 7-dages kort til busser og færger på øerne. Pludselig slog det os, at det lille rum, vi var kommet igennem, nok var bagageudleveringen, så vi måtte nok tilbage gennem tolden for at få vores bagage. Heldigvis er kontrollen ikke så omfattende, så vi listede os tilbage, da andre kom ud ad døren.

En lille times bustur senere nåede vi Torshavn, hvor vi straks begav os mod lejligheden i Argir, der er den sydlige del af Torshavn. Efter kort tid med kufferterne på slæb synes vi alligevel, at det virkede som om, at der var for langt at gå, så vi prajede en taxa.

Da vi nåede huset, hvor vi skulle være den første uges tid, fik vi hilst på mutter, der udleverede nøglen til os og forklarede, viste os lidt rundt i huset og forklarede, hvordan vi kom til Torshavn med bussen, da hun syntes, at der var temmelig langt at gå (2-3 km).
Lejligheden var underetagen på deres hus med egen udgang og udsigt ud over dele af havnen og havet. Den bestod af et stort køkken, stor stue, badeværelse, soveværelse og et mindre værelse, som vi ikke benyttede. Lejligheden var deres barnebarns, men hun benyttede den ikke om sommeren. Skabe mv. var fyldt med private ejendele, som man åbenbart ikke synes, at det var ulejligheden værd at fjerne, men os generede det ikke, da der var plads nok til vores ting, og vi havde da så lidt kaffe og lignende at starte op på.

Da den obligatoriske udpakning var overstået gik vi ind til Torshavn, hvor vi snusede lidt rundt blandt andet i den gamle bydel, havnen og caféerne.
På vejen tilbage til lejligheden fik vi også taget et kig på byens skibsværft, som vi kom forbi på vejen samt handlet de mest fornødne varer.

Tilbage i lejligheden måtte vi konstatere, at fjernsynet kunne vise én kanal, som var den eneste færøske TV-kanal. Der var udsendelser fra sidst på eftermiddagen og hen på aftenen. Programmet bestod af enkelte egenproduktioner (der til gengæld blev vist igen og igen) og film optaget fra DR2 vist med danske undertekster.
Der var endvidere en DVD-afspiller og masser af film i lejligheden. Desværre var strømstikket af amerikansk eller canadisk oprindelse, så det passede ikke i kontakterne.

 

 

 

 

 

Dag 2: Torshavn og Olai-aften.

Denne morgen besluttede vi, at vi ville gå en tur over fjeldet til Kirkjubøur. I bogen er det beskrevet som en forholdsvis let tur, men vi valgte alligevel lige at tale med mutter for at være sikre på, hvor vi kunne finde sporet, og om hun mente at vejret var i orden til en sådan tur.
Så fik vi ellers læst og påskrevet af mutter og fatter, der på det kraftigste forklarede, at det gjorde man ikke, når der var tåge på fjeldet, slet ikke når man var ukendt med området.

Det lød jo fornuftigt nok, så vi satte kursen mod Torshavn, hvor vi inspicerede nye dele af byen herunder dens forsvarsværk samt caféer og værtshuse.
I løbet af formiddagen lykkedes det os også at finde en overgang til DVD'ens strømstik. Så var der da noget at falde i søvn til, når vi kom tilbage til lejligheden.

Ved middagstid lukkede stort set hele byen ned på nær ovennævnte udskænkningssteder (heldigvis), da det var Olai-aften.
Olai-aften er starten på den store fest, hvor færingerne fejre deres nationaldag, der dog først falder dagen efter. Folk kommer til Torshavn fra hele Færøerne, Danmark, og hvor de ellers opholder sig til dagligt.

Denne eftermiddag er højdepunktet de færøske mesterskaber i kaproning, der afholdes i havnen, og hvor der ros i alle aldersgrupper, for begge køn og i forskellige bådstørrelser (6-, 8- og 10-mands).
Denne begivenhed samlede trods regnvejret utrolig mange mennesker på havnen, der alle betaler en entré på kr. 50 for at komme ind og se mesterskaberne. Der er en utrolig stemning og mange i nationaldragter.

Det er vores klare fornemmelse, at dagen og aftenen i øvrigt holdes i familiens skød, hvilket vi også fik at mærke, da mutter om aftenen kom med hjemmebagte boller og kage, så vi også kunne mærke, at det var en festdag.

 

 

 

 

 

Dag 3: Kirkjubøur og Olai-dag.

I dag måtte der ske noget. Torshavn godt nok en hyggelig by, men nu ville vi se noget andet.

Da der stadig var tåge på toppen af fjeldet, gik vi til havnen, hvor vi tog en bus til Gamlarætt, hvorfra vi gik de sidste 3 km til Kirkubøur. På vejen havde vi en fremragende udsigt til øerne Hestur og Sandoy.

I Kirkjubøur ligger ruinen af Magnus-katedralen fra omkring år 1300, og som søges optaget på Unesco's liste over verdens kulturarv.
Kongsgården ved siden af er Færøernes største og fungerer som museum, men er også beboet. Museet havde lukket, og det viste sig at være kendetegnende for museer, kirker mv. på Færøerne, at enten har de en meget begrænset åbningstid, eller også skal man ringe og høre, om der er en , der har tid til at komme forbi med en nøgle. Nå, der var sikkert ikke noget spændende alligevel.

Efter at have gået de 3 km tilbage til busstoppestedet, kørte vi tilbage til Torshavn. Det var jo Olai-dag, den helt store fest- og nationaldag.

Alle Færøernes præster og landstingsmedlemmer havde været til gudstjeneste i domkirken og gik herefter i procession til Landstinget, som åbnes denne dag. Det kunne de danske politikere tænke lidt over, mens de stadig ligger på ryggen og holder ferie.
Ved Landstinget var der korsang, taler og en masse mennesker og en stor del af dem i nationaldragter.

Efter denne ceremoni tog vi tilbage til lejligheden for at slappe af, inden vi senere på dagen tog ind til byen igen, spiste lidt god mad på en af byens restauranter og fortsatte rundt i byen, hvor der var en masse mennesker, liv, musik, tivoli mv.
Folk vandrede rundt i gaderne, talte med venner og bekendte og fik et par stykker til halsen. Sidst på aftenen samledes man i gaderne omkring Landstinget. Der var udleveret hæfter med sange, og til midnat begyndte den store fællessang, som stod på en times tid. Det var en utrolig stor oplevelse at høre så mange mennesker møde frem til dette.

 

 

 

 

 

Dag 4: Suduroy.

Næste morgen tog vi til havnen og gik ombord på færgen til Suduroy, den sydligste af Færøerne. Solen skinnede, og det var fuldstændig vindstille. En perfekt dag for en 2x2 timers sejltur forbi en del af øerne. Turen går fra Streymoy (hvor Torshavn ligger) forbi Nolsoy, Sandoy, Skuvoy, Stora og Litla Dimun til Suduroy.

Efter en flot sejltur nåede vi færgehavnen, hvor øens busser holdt klar til at køre ud i alle retninger på øen. Busserne køre 4 gange om dagen. De 2 gange fra færgen, hvor den kommer ind og 2 gange den modsatte vej, lige før færgen sejler igen. Det betyder, at der er absolut ingen mulighed for at komme fra en by til en anden mellem disse tidspunkter med mindre, man har bil. Vi valgte derfor at tage ind til øens største by Tvøroyri, hvor vi ville leje en bil for eftermiddagen. Desværre åbnede biludlejningen først midt på eftermiddagen, så vi valgte at få det bedste ud af dagen i Tvøroyri, der trods alt er Færøernes 4. største by. Men der skete absolut intet. Byen var stort set mennesketom, og alt var lukket. Kun i kirken og på hotellet var der aktivitet. Efter flagene at dømme skyldtes aktiviteten en begravelse.

Vi valgte derfor efter nogle timer at nyde det gode vejr og gå de 4 km tilbage til færgen. En god lille gåtur i det kønne landskab.
Da vi nåede færgehavnen "in the middle of nowhere", kunne vi naturligvis ikke komme ombord endnu. Vi valgte derfor at finde et passende sted til at slappe af og nyde solen med det resultat, at der var dømt sol-skoldning.

Efter et par timers sejllads med endnu nogle imponerende udsigter, nåede vi tilabge til Torshavn midt på aftenen.

 

 

 

 

 

Dag 5: Mykines.

Meget tidlig morgen drog vi ind til Torshavn, satte os i bussen til Søvagur på øen Vagur, hvorfra færgen til Mykines går. Vi var ikke de eneste, der havde fået den idé, så det var godt, at vi havde bestilt plads. Der var nogle, der ikke kom med.
Endnu en vindstille solskinsdag havde ramt øerne, så det var en perfekt sejltur med den lille færge til Mykines' naturhavn, der ofte ikke kan sejles til på grund af vejret.

Øen har i dag omkring 10 fastboende, men om sommeren er der væsentlig flere indbyggere, da en del af husene benyttes som sommerhuse af færingerne  lige som i andre mindre bygder og øer.

Vel ankommet begav vi os med raske skridt ad vandrestien mod Mykinesholmur. Vel oppe på karmen kom den første krise. Skulle vi fortsætte af den smalle sti ned langs fjeldsiden med havet nogle hundrede meter længere nede kun med en stålwire og et par brædder fastgjort til nogle stolper som afskærmning. Vi valgte at klø på, da der senere skulle være et fabelagtigt fugleliv og udsigt.
Da vi igen fik "fast" grund under fødderne i mere end 80 cm bredde, nærmede vi os "Atlanterhavsbroen", gangbroen mellem Mykines og Mykinesholmur. Da vi på dette tidspunkt havde masser af fugle omkring os, og modet begyndte at svigte en smule, valgte vi at sætte os i græsset og nyde tingene, hvor vi var.
Vi fik senere bekræftet antagelsen om, at turen efter broen bare var en lang march over græsklædte vidder ud til fyret, og vi egentlig ikke var gået glip af noget.

Vel tilbage i bygden ad samme vej, som vi kom og efter frokost i det grønne, slentrede vi rundt i Mykines by, og vi endte ved Kristianshus, der fungerer som øens cafeteria, hotel mv. Her er det som på andre mindre øer muligt at få lidt at spise og drikke inklusiv rigtig øl (ikke lys). Dette er i modsætning til byer og større bygder som Tvøroyri, Runavik og Toftir, hvor det er vanskeligt at finde et sted og få lidt at spise og umuligt at få sig en øl. Til gengæld har supermarkederne åbent til kl. 23 mange steder, men vi kan ikke leve af drikkeyoghurt, slik og vand.

Vel tilbage i Torshavn drattede vi tidligt i søvn ovenpå al den motion og friske luft.

 

 

 

 

 

Dag 6: Vestmanna.

Om muligt måtte vi denne dag endnu tidligere afsted end dagen før. Vejret var igen smukt solskin og vindstille.
Programmet stod på en bustur til Vestmanna og herfra en sejltur ud langs og ind mellem de flere hundrede meter høje klipper Vestmannabjørgini.

Efter at have ventet en halv time ekstra på at komme ud med båden, da en større gruppe danskere havde ringet og meldt deres forsinkede ankomst, gik turen ud i den imponerende natur.
Skibets besætning tegnede og fortalte om de forskellige fuglearter, som vi så blandt andet rider, lomviger, tejster, edderfugle, lunder (søpapegøjer), mallemukker med flere.
Der blev sejlet ind og ud mellem klipperne og grotterne, og grundet det stille vejr også steder, hvor de ikke havde sejlet ind før.
En helt igennem god tur, hvor nogle så et par marsvin på vejen tilbage.

Tilbage i lejligheden var det store vaskedag. Vaskemaskinen stod til fri afbenyttelse, og da vejret var så godt kunne tøjet jo tørre udendørs.

Fatter og sønnike benyttede nogle timer på at rense og filetere den enorme mængde torsk, som de havde fanget tidligere på dagen. Det endte naturligvis med, at aftensmaden stod på frisk torsk, kartofler og persillesovs. Unægtelig noget bedre end den planlagte æggekage.

Det er tilsyneladende umuligt at købe frisk fisk på Færøerne men frossen og tørret har de masser af i butikkerne. Vi fik bekræftet af mutter, at der ikke findes fiskehandlere på øerne.
Det er heller ikke muligt at købe færøsk lam i butikkerne, men kun islandsk og newzelandsk. På fulglefjeldturen fik vi at vide, at det skyldes, at fårehold på Færøerne er en hobby, og omkostningerne og besværet ved at sætte dem ud og drive dem ind gør, at det ikke kan betale sig at sælge til forretningerne. Samtidig står venner og bekendte i kø for at købe et helt lam, så det er ikke besværet værd, men de skulle smage fremragende.

 

 

 

 

 

Dag 7: Sandavagur, Midvagur og Nolsoy.

I dag skulle vi lige se et par af de ting, som ikke var øverst på prioritetslisten, men som vi nu kunne nå, da vejret havde artet sig så fremragende, at vi ikke havde haft decideret spilddage.

Vi tog bussen ud til Sandavagur på øen Vagur. Bygden er flere gange kåret til Færøernes kønneste.
Efter at have kigget lidt på deres "Lego-kirke" og gået en tur rundt i bygden fortsatte vi på gå-ben til nabobygden Midvagur.

Midvagur har efter sigende øernes bedste grindestrand.
Endvidere ligger i bygden museet Kalvalid, der er Færøernes ældste stenhus benyttet til beboelse. Huset blev fra 1673 brugt som bolig for øernes præsteenker. Den mest kendte af beboerne var Beinta bedre kendt som Barbara i Nils Malmros' film. Som de fleste museer havde det ikke åbent, da vi var forbi.

Tilbage i Torshavn tog vi en sen-eftermiddagstur ud til øen Nolsoy umiddelbart ud for hovedstaden. Det var lidt af et slalom for den lille færge, da der lå to krydstogtskibe samt færgerne til Danmark og Suduroy i og umiddelbart udenfor havnen.
Nolsoy er en rigtig hyggelig lille ø nok mest kendt for ro-Ove, der på et eller andet tidspunkt roede fra Færøerne til Danmark. Men også her var det muligt at finde en kaffestue, hvor der var servering af både mad og drikke.

Tilbage i lejligheden stod den på pakning, da vi skulle videre nordpå næste dag.

 

 

 

 

 

Dag 8: Kaldbak, Saksun, Tjørnuvik, Strendur og Toftir.

Først på morgenen gik det med bus ud til Avis, hvor "den lille røde" skulle hentes. Tilbage ved lejligheden var det hele klar, så det var bare lige at sige farvel til mutter og så ud ad døren.

Dagen var planlagt til en tur rundt på Streymoy og se på et par ting, som ikke var så nemt at komme til med bus, men som lød interessante:

Kaldbak: Et sted med flere men uinteressante vandfald.
Skælingur: Bygd med kun 11 indbyggere, som absolut måtte studeres. Hvorfor fortaber sig i tågerne.
Saksun: En 11 km lang vej (asfalteret for danske penge naturligvis) fører ind til denne lille bygd med kun 30 indbyggere. I byen ligger en gammel kongsbondegård indrettet til et museum (selvfølgelig kun åbent få timer om ugen) samt en kirke, der i 1858 blev brudt ned i Tjørnuvik og båret over fjeldet til Saksun, hvor den så blev opført igen. Yderst ligger en elv, der løber gennem en underlig sandbugt beliggende gennem en smal klippeslugt, der går ud til havet.
Tjørnuvik: Streymoys nordligste bygd med fjelde på tre sider. Trods kun 70 indbyggere og den forholdsvis afsides beliggenhed var der en enkelt, der havde været så optimistisk og opbygget en rigtig souvenirbiks. Et sjældent syn på Færøerne.
Haldarsvik: Færøernes højeste vandfald "Fossa" med en højde på 140 meter. Denne dag var det ikke specielt vandfyldt, men vi konstaterede senere, at dette varierede utroligt meget med nedbøren. Mere end vi havde regnet med.

Så var det farvel til Streymoy og over broen til Eysturoy.

Først slog vi lige et slag omkring Stendur, hvor der skulle være et uldspinderi og maskinstrikkeri jvf. reklamer overalt på øerne. Det var dog noget vanskeligt at finde, så vi endte med at gå ind i en bank og spørge om vej. Det viste sig at ligge i et faldefærdigt gult hus uden skilte eller noget til at vise vej.

Så gad vi ikke rigtigt mere den dag, og vi ville finde et sted, hvor vi kunne overnatte. Efter ikke at have fået noget ud af at ringe til turistkontoret i Runavik, kontaktede vi Toftir Stadion, der har nogle enkelte værelser med bed & breakfast, og de havde plads.
Toftir Stadion er Færøernes nationalstadion, som blev sprængt ned i klipperne, efter Færøerne havde vundet deres første landskamp (mod Østrig i 1992). Kampen blev spillet i Sverige, da Færøerne ikke havde et stadion, der opfyldte kravene.
Det viste sig, at værelserne var presserum over overnatning for pressen i forbindelse med kampene. De lå naturligvis med store vinduer ud over arenaen. Lidt spøjst men glimrende værelser og med fri adgang til køkkenet mv.
Da det i Toftir og den nærliggende by Runavik (Færøernes trediestørste by) kun var muligt at få noget at spise på sømandshjemmet endte vi med at tage til takke med noget fastfood.
Først havde vi lige været en runde og kigge på Runaviks butikker herunder "Rusan", der er Færøernes "Systembolag". Priserne er uforskammede høje, og som en færing fortalte os, så var der tidligere en stor sortbørshandel, da spiritussen skulle bestilles i Danmark, men den ekstra fortjeneste havde scorede det offentlige nu, så for den menige færing var der ingen forskel.

 

 

 

 

 

Dag 9: Rituvik, Lambi, Elduvik, Gjogv, Eidi, Sydrugøta og Fuglafjørdur.

Da det dagen før havde været lidt vanskeligt at finde et sted at overnatte på grund af stor musikfestival i Klaksvik, startede vi denne dag med at prøve at finde et sted at overnatte de næste dage. Efter at måtte konstatere, at det var helt umuligt at finde noget på Bordoy (hvor Klaksvik ligger), valgte vi at sige "ja tak" til bed & breakfast i Fuglafjørdur, og reserverede for de tre sidste overnatninger her for en sikkerheds skyld.

Så var det tid til at kigge lidt på Eysturoy, Færøernes næststørste ø efter Streymoy.
Stederne vi ville se var som sædvanlig omhyggelig udvalgt på forhånd med enkelte spontane afstikkere undervejs:

Rituvik: Færøernes største nationalpark med en utrolig flot natur omkring en stor sø.
Lambi:
Stor sten på havnen, som man ikke turde fjerne, fordi der bor huldrefolk i den. Sådan nogle er åbenbart farlige, men vi så dem desværre ikke.
Elduvik: En afstikker, hvor man kører langs fjorden Funningsfjørdur med flot udsigt til Færøernes højeste fjelde på den modsatte side.
For enden af vejen ligger den lille bygd Elduvik med kun 20 indbyggere, hvor vi endte med at bruge et par timer. Først faldt vi i snak med en mand, der kæmpede for at få bevaret nogle gamle forråds- og bådhuse nede ved vandet, men der var tilsyneladende ikke den store opbakning fra museumsmyndigheder eller lignende, så der var kun restaureret det, som han selv hade gået og lavet.
Bagefter ville vi have en kop kaffe i den lokale kaffestue, der lå i et almindeligt hus. Vi bankede på og råbte lidt, som der stod på døren, at man skulle. Da der ikke var noget svar gik vi ind og op ad trappen til 1. sal. Det så godt nok lige lidt for privat ud med vasketøj og legetøj spredt lidt ud over det hele, så vi var på vej ned igen, da vi blev råbt an. Så var det deroppe ved deres spisebord. Vi fik kaffe og kage og kiggede på det hjemmestrikkede, som der blev solgt. Fruen i huset satte sig hos os, og vi fik en længere sludder om deres hverdag samt livet på Færøerne i al almindelighed. Meget hyggeligt.
Gjorgv: Så gik turen op i den bjergrige nordlige del af øen. Uden problemer klarede "den lille røde" de skrappe stigninger og hårnålesvingene.
Efter en flot tur i godt vejr nåede vi Gjorgv, der er mest kendt for en lille dybtliggende naturhavn i bunden af en smal klippekløft.
Bygden med kun 50 indbyggere har dog også formået at tiltrække en del turister (efter færøsk målestok) med et kombineret hotel,bed & breakfast og campingplads samt souvenirbutikker og café, der giver lidt liv.
Eidi: Videre gennem højlandet forbi Færøernes højeste punkt Slættaratindur (882 meter) nåede vi til et udsigtspunkt, hvor man kan se Risin og Kellingin (jætten og kællingen), der er to klipper ude i vandet ikke langt fra Eidi. Sagnet fortæller, at jætten og hans kone ville slæbe Færøerne op til Island, men det tog så lang tid, at det blev lyst, og de blev forvandlet til sten.
Sydrugøta: Her ligger Töting, et uldspinderi og maskinstrikkeri som er kendt over hele Færøerne og vist nok også udenfor.
Fuglafjørdur:  Hos det lokale turistbureau fik vi forklaret vejen til vor værtsfamilie. Værelset var lille, og der var åbenbart klemt så mange ind som muligt, for der var andre gæster herunder nogle, der skulle sove i stuen umiddelbart udenfor vort værelse.
Nå, vi gik en tur rundt i bygden og ved deres store fiskerihavn. Der er godt 1.500 indbyggere og faktisk burde det være en by (Færøernes femtestørste), men de havde valgt ikke at blive det. Der var ikke så meget liv men dog eksisterede den restaurant, som var nævnt i "Turen går til". Det var langt fra alle de nævnte spisesteder, der gjorde det.
Så efter turen rundt i byen, fik vi lidt at spise. Ejeren meddelte os dog, at det store fiskebord, der var nævnt i bogen, det skulle bestilles minimum en dag i forvejen, og så skulle man være mindst 10 personer. Øv. Desuden ville vi ikke kunne få mad dagen efter, da der var bryllup. Hmmm.

 

 

 

 

 

Dag 10: Vidareidi, Kunoy, Klaksvik, Leirvik og Kambsdalur.

Det blev til en forfærdelig nats søvn, hvor hele den smalle seng gyngede, hvis der landede en flue i det ene hjørne. Samtidig var Susan ved at blive ramt af halsbetændelse.

Efter et rigtigt godt morgenbord tog vi ud i det regnfulde vejr mod de nordlige øer:

Vidareidi: Ligger på Færøernes nordligste ø Vidoy, og den er øernes nordligst bygd. På vejen kom vi gennem to forholdsvis lange tunneller (ca. 3 km), hvor der kun er et spor, og så vigepladser ind gennem.
Kunoy:
Byen Kunoy ligger på øen Kunoy. Der er ikke så forfærdelig meget at se.
Klaksvik: Færøernes næststørste by ligger på øen Bordoy. De har i 2006 fået fast forbindelse til det Torshavn, da der blev åbnet en 7 km lang tunnel fra Leirvik på Eysturoy. Tunnellen er betalingstunnel ligesom tunnellen til Vagar, hvor lufthavnen ligger. Det koster i 2006 kr. 170 for en "returbillet" med personbil.
I Klaksvik var der stor musikfestival med en del store færøske og danske musikere men også blandt andet Maggie Reilly og Roger Hodgson (Supertramp). Det betød desværre, at en stor del af byen var spærret af, og man kunne kun komme ind, hvis man havde betalt for et armbånd (kr. 1.200). Samtidig var det selvfølgelig styrtende regnvejr, som det nu skal være til festival.
Vi endte med at gå en tur rundt, hvor vi kunne, spise lidt frokost og så en tur i Christianskirkjan. Færingerne er generelt meget kristne, og kirken var en del af en forsoningsgave fra Danmark, efter indbyggerne i byen mere eller mindre havde gjort oprør i 1955 og blandt andet mineret indsejlingen til havnen.
Leirvik: Vel tilbage gennem den ny tunnel til Eysturoy, hvor vi lige holdt ind på en tank i Leirvik, hvor vi fik os en øl. Vi blev simpelthen grebet af, at der på det store skilt ude ved vejen ikke stod benzin, værksted eller kiosk men bowling.
Kambsdalur: Da det ikke var muligt, at få noget at spise på restauranten i Fuglafjørdur på grund af bryllup, valgte vi at køre til Kambsdalur et par kilometer derfra. Kambsdalur er endnu ikke officielt en bygd, men består af nye bebyggelser, og området er ved at udvikle sig til Færøernes undervisnings- og aktivitetscentrum.
I tilknytning hertil er der naturligvis et pizzaria, som denne dag havde et udvalg på to forskellige pizzaer. Det skyldes dog, at de leverede mad ud til festivalen i Klaksvik, så der skulle laves 6-800 pizzaer pr. dag.
De oplyste på pizzariaet, at på grund af tåge, var en del af kunstnerne ikke kommet frem til festivalen, da der i 1½ døgn ikke havde været fly til og fra Færøerne.

 

 

 

 

 

Dag 11: Overnatning i Torshavn.

Vi havde i Klaksvik dagen før besluttet at afkorte vort besøg i Fuglafjørdur, da det ikke var et særlig imponerede sted, vi havde fået at sove, og halsbetændelsen tog til. Samtidig synes vi, at vi lige som var blevet mættet med indtryk, og landskaberne og bygderne begyndte at virke noget ensformige.
Vi havde derfor bestilt en sidste overnatning på bed & breakfast i Torshavn. Så var der heller ikke så langt hen og aflevere bil og til bussen til lufthavnen, så vi ikke skulle op klokken "meget tidligt" for at nå det.

Overnatningsstedet viste sig at være på et kollegium, hvor værelserne blev lejet ud i sommerferien. Et ganske udmærket alternativ, som man måske kunne benytte andre steder. Fri adgang til køkken, køleskabe, fjernsyn mv.

Dagen gik ellers med at slentre lidt rundt i Torshavn og foretage de sidste indkøb.

 

 

 

 

 

Dag 12: Hjemrejse.

Efter at have kørt kufferter mv. til busterminalen blev "den lille røde" afleveret. Den havde gjort det godt.

I lufthavnen var der en del mennesker, da man stadig havde eftervirkninger efter aflysningerne nogle dage før. Vort fly gik heldigvis til tiden, så efter lidt kaos ved gaten lykkedes det at komme af sted. Man er på Færøerne ikke gearet til at skulle have flere fly i luften med korte mellemrum. Når der samtidig kun er én gate, og sikkerhedskontrollen er samme sted, så skal det gå galt, specielt når man på skærmen ikke informere om, hvilket fly der boardes til.

Alt i alt en god tur med masser af positive indtryk og minder.